Markedstendenser for samtidskunst fra 1990 til i dag

Markedet for samtidskunst har gennemgået dybtgående ændringer siden 1990. Formet af økonomiske udsving, teknologiske fremskridt, globalisering og skift i kulturel smag. Fra det spekulative boom i slutningen af ​​1980'erne til de digitale transformationer i det 21. århundrede har kunstverdenen udviklet sig til et komplekst, sammenkoblet system, der involverer kunstnere, samlere, gallerier, auktionshuse og institutioner. I dette indlæg udforsker vi de store tendenser på markedet for samtidskunst gennem de sidste tre årtier, herunder; fremkomsten af ​​mega-auktioner, indflydelsen fra de nye vækstøkonomier, teknologiens indvirkning, kommodificeringen af ​​kunst og alternative markeders stigende rolle.

1. De tidlige 1990'ere: Markedskorrektion og genopretning

1990'erne begyndte med en kraftig nedtur på kunstmarkedet. I slutningen af ​​1980'erne havde man set en spekulativ boble, især inden for moderne og impressionistisk kunst, drevet af japanske samlere og Wall Street-investorer. Den tidlige recession i 1990'erne førte dog sammen med sammenbruddet af Japans aktivboble til faldende priser og en periode med korrektion. Auktionshuse som Sotheby's og Christie's kæmpede, med mange værker, der solgte under estimater eller slet ikke solgte.

I denne periode skiftede aktiviteten på kunstmarkedet væk fra den højprofilerede spekulation i 1980'erne mod et mere stabilt, forhandlerdrevet marked. Blue-chip gallerier som Gagosian og Pace stabiliserede karrieren for vigtige samtidskunstnere, mens mindre gallerier nærede nye talenter. Venedig Biennalen i 1993, kurateret af Achille Bonito Oliva, hjalp med at redefinere samtidskunst som et globalt fænomen, der bevægede sig ud over det vestligt centrerede marked, der havde domineret tidligere årtier.

2. De sene 1990'ere: Rebounding Markets and the Rise of Contemporary Art

I midten til slutningen af ​​1990'erne bidrog det økonomiske opsving og fremkomsten af ​​nye samlere, især fra teknologi- og finanssektorerne, til et opsving på markedet. Samtidskunsten, som traditionelt havde været en mindre del af markedet sammenlignet med gamle mestre eller impressionister, begyndte at komme i centrum.

En nøglefaktor i dette skift var fremkomsten af ​​kunstnere som Jeff Koons, Damien Hirst, Tracey Emin og Takashi Murakami, som udviskede grænsen mellem kunst og kommerciel kultur. Hirst, især indbegrebet af æraens brave selvtillid med værker som The Physical Impossibility of Death in the Mind of Someone Living (1991), en haj suspenderet i formaldehyd, som blev erhvervet af Charles Saatchi og senere solgt videre til et rekordstort beløb.

En anden stor tendens var kunstmessernes voksende magt, såsom Art Basel og den nyetablerede Frieze Art Fair (grundlagt i 2003), som skabte nye platforme for gallerier til at nå direkte ud til samlere, hvilket reducerede auktionshuses dominans.

3. 2000'erne: Globalisering og fremkomsten af ​​nye markeder

De tidlige 2000'ere var vidne til en stigning i global interesse for samtidskunst, drevet af økonomisk vækst i Kina, Rusland og Mellemøsten. Stigningen af ​​personer med høj nettoværdi fra disse regioner førte til øgede investeringer i vestlig samtidskunst samt en stigning i efterspørgslen efter kunstnere fra disse vækstøkonomier.

en. Den kinesiske moderne kunstboom

Kinas hurtige økonomiske ekspansion faldt sammen med en dramatisk stigning i værdien af ​​kinesisk samtidskunst. Kunstnere som Zhang Xiaogang, Yue Minjun og Ai Weiwei opnåede international anerkendelse, da deres værker opnåede rekordpriser på auktion. Sotheby's og Christie's udvidede deres tilstedeværelse i Hong Kong og udnyttede den nyfundne rigdom af kinesiske samlere.

Dette boom førte dog også til markedsvolatilitet. Spekulation drev priserne til uholdbare niveauer, hvilket førte til korrektioner i slutningen af ​​2000'erne. På trods af udsving forblev kinesisk samtidskunst en vigtig sektor på det globale marked.

b. Den mellemøstlige og russiske indflydelse

De tidlige 2000'ere oplevede også øget engagement fra mellemøstlige og russiske samlere. Milliardærer som Roman Abramovich og Qatars kongefamilie foretog højprofilerede opkøb, hvilket drev priserne yderligere op. Golfregionen etablerede store kunstcentre, herunder Qatar-museerne og Saadiyat Islands kulturdistrikt i Abu Dhabi, som hjalp med at cementere Mellemøstens rolle på markedet for samtidskunst.

4. Finanskrisen i 2008 og markedsjusteringer

Finanskrisen i 2008 havde en dyb indvirkning på kunstmarkedet, hvilket førte til et kraftigt fald i salget og en forsigtig tilgang blandt samlere. De spekulative udskejelser fra begyndelsen af ​​2000'erne kom under lup, og auktionshuse blev tvunget til at nedjustere deres estimater. Men i modsætning til nedturen i begyndelsen af ​​1990'erne viste den moderne kunstsektor sig mere modstandsdygtig. Individer med høj nettoværdi fortsatte med at se kunst som en alternativ investering, især i en tid med lave renter. Mens spekulative køb aftog, forblev blue-chip kunstnere som Gerhard Richter og Jean-Michel Basquiat i høj efterspørgsel.

Krisen førte også til ændringer i markedsstrukturen. Privat salg, snarere end offentlige auktioner, blev mere fremtrædende, hvilket giver mulighed for større skøn i transaktioner.

5. 2010'erne: Digital Transformation and the Rise of Ultra-Contemporary Art

en. Den digitale revolution og onlinesalg

2010'erne oplevede den stigende indflydelse af digital teknologi på kunstmarkedet. Online salgsplatforme, såsom Artsy og Artnet, gjorde det muligt for samlere at gennemse og købe værker eksternt. Auktionshuse tilpassede sig ved at lancere digital budgivning, hvilket gør det muligt for et bredere globalt publikum at deltage.

Sociale medier, især Instagram, spillede en afgørende rolle i at forme kunsttendenser. Kunstnere som Yayoi Kusama og KAWS fik massive følgere, hvilket førte til øget efterspørgsel efter deres arbejde. Evnen til at dele billeder omformede øjeblikkeligt, hvordan kunst blev markedsført og forbrugt, og favoriserede visuelt slående og meget delbare værker.

b. The Ascendancy of Ultra-Contemporary Artists

2010'erne oplevede også fremkomsten af ​​ultramoderne kunstnere - dem født efter 1980 - som hurtigt vandt frem. Figurer som Amoako Boafo, Avery Singer og Beeple eksemplificerede denne tendens og opnåede auktionssucces i en meget yngre alder end tidligere generationer.

Beeples 2021-salg af Everydays: The First 5000 Days som en NFT for 69,3 millioner dollars hos Christie's markerede et vendepunkt, der demonstrerede potentialet for blockchain-teknologi til at revolutionere kunstmarkedet. Mens NFT-markedet oplevede en spekulativ boble, introducerede det også en ny klasse af digital-indfødte samlere.

c. Institutionel magt og markedsvalidering

På trods af fremkomsten af ​​digitale platforme fortsatte traditionelle institutioner med at spille en nøglerolle i markedsvalidering. Museer, store gallerier og kunstmesser forblev de primære smagsdommere. Åbningen af ​​private museer, såsom The Broad i Los Angeles og Fondation Louis Vuitton i Paris, understregede den stigende sammenfletning af rigdom og kulturel indflydelse.

6. 2020'erne: Pandemiske forstyrrelser og en ny æra for indsamling

COVID-19-pandemien havde en betydelig indvirkning på kunstmarkedet og tvang gallerier, auktionshuse og messer til at dreje online. Virtuelle udstillinger og digitale auktioner blev normen, hvilket accelererede tendenserne til dematerialiseret indsamling. På trods af den indledende frygt for en afmatning rejste markedet sig hurtigt med rekordstore auktionsresultater i 2021 og 2022.

Der opstod også et fornyet fokus på mangfoldighed og inklusion. Institutioner og samlere rettede i stigende grad deres opmærksomhed mod kunstnere fra underrepræsenteret baggrund, hvilket drev priserne op for sorte, oprindelige og kvindelige kunstnere.

Derudover bragte yngre samlere – især fra den teknologiske industri – nye perspektiver til markedet, idet de favoriserede digital kunst, street art og socialt engageret praksis.

Som vi har dissekeret, markedskorrektionen i begyndelsen af ​​1990'erne til de digitale transformationer af i dag, har markedet for samtidskunst undergået dramatiske skift. Globalisering, økonomiske cyklusser og teknologisk innovation har alle spillet en afgørende rolle i udformningen af ​​tendenser. Mens spekulation og volatilitet forbliver iboende for markedet, fortsætter samtidskunst med at fange samlere og institutioner og beviser sin modstandsdygtighed og tilpasningsevne. Efterhånden som vi bevæger os længere ind i 2020'erne, vil den stigende integration af digital teknologi, fremkomsten af ​​nye kunstneriske bevægelser og skiftende kulturelle værdier sandsynligvis omdefinere markedet igen.